Munkeordenen - Dominikanerne

Officielt navn: Ordo Fratrum Praedicatorum – Prædikebrødrenes orden.

Dominikanerordenen blev stiftet af spanieren Dominicus – Domingo de Guzman – i 1215 og fik pavelig bekræftelse 1216/17 – af pave Honorius d. 3. – som en missionerende orden med prædiken, sjælesorg, studium og bøn som hovedformål og på det første generalkapitel i Bologna 1220, blev det besluttet, at ordenen skulle være en tiggerorden.

Ordenen bredte sig hurtigt ud over det meste af Europa, og da forkyndelse var en hovedopgave, lå klostrene hovedsageligt i byerne.

I 1221 blev opmærksomheden rettet mod Norden.En dansk munk fra Aarhus – Salomon – som året før havde tilsluttet sig ordenen i Verona i Lombardiet, fik til opgave at forsøge, at få ordenen etableret i Danmark.

Det lykkedes, og i 1228 kunne de nordiske lande optages som en selvstændig ordensprovins – Dacia - med egen provincialprior.

Dominikanerordenen er en romersk-katolsk munkeorden, hvis indflydelse har været stor i teologiens historie. Blandt de kendte navne er Thomas Aquinas, en af romerkirkens største teologer, hvis filosofi blev dominerende i middelalderen og helt til i dag.

Et af ordenens formål var arbejdet med at bekæmpe kættere, og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskning i forbindelse med inkvisitionen.

Ordenen blev på denne baggrund kaldt ”Herrens hunde” (lat: Domini canes) og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet – ”Sandhedens fakkel”.

Ordensdragten var en tunika med munkekappe og hætte, begge af hvidt uld. Til udendørs brug bestod overtøjet af en sort kappe, hvilket gav dem tilnavnet sortebrødre.

Ved reformationen havde ordenen 15 klostre i Danmark, hvoraf to var nonneklostre.

Det ene, Sankt Agnete Kloster i Roskilde, grundlagt af kong Erik Plovpennings døtre Agnete og Jutta i 1263. Det andet på Gavnø, grundlagt af dronning Margrethe 1. i 1403.